173 »Da er du sku en storartet Unge,« sagde Lars Peter fornøjet og løftede hende op. »Der er ikke noget, vi trænger mere til her i Huset end netop saadan en Indretning.« Men Sørine bemægtigede sig øjeblikkeligt Møblet. Noget Pjank var det at give Penge ud til saadan en Indretning; men havde de engang faaet den, saa vilde hun i al Fald have den ud i Køkkenet — hun stod saa tidt og manglede Krukker. Hvad det andet angik, saa kunde de vel gaa ud paa Hellen — nu lige saa godt som før. »Mor vil ha’e den til Terrin, skal du se,« sagde Lars Peter sagte, da Sørine var gaaet ud i Køkke- net med Indretningen. Men Ditte var ikke i Humør til at le, hun vidste af Erfaring, at Moderen ikke paa langt nær var færdig endnu. Og Øjeblikket efter stod Sørine i Døren. »Hvem har givet dig Lov til at tage paa Kredit?« spurgte hun. »Jeg købte den for mine egne Penge,« sagde Ditte sagte. Egne Penge — der begyndte et Krydsforhør, som syntes aldrig at ville faa Ende igen. Lars Peter maatte lægge sig imellem. Der var ingen Varme i Stuen, og de gik tidlig i Seng; Ditte havde forsømt at fyre. »Hun har saamænd haft nok om Ørerne,« sagde Lars Peter undskyldende. Og Sørine sagde jo heller ikke noget til det — hun var ikke den der gjorde Vrøvl over, at der blev sparet.