174 Det var stræng Frost. Ditte laa vaagen og kun- de ikke blive varm, hun laa og betragtede sin Aande der stod hvid ud i Rummet, og lyttede til Frosten, som knitrede op og ned ad Væggene. Det var Maaneskin ude, Lyset faldt koldt ind over Gulvet og Stolen med Børnenes Tøj. Naar hun løftede Hovedet lidt, kunde hun kigge ud mellem Bindingsværk og Fylding og skimte det hvide Landskab; Kulden pustede hende ind i Ansigtet. Der blev koldere og koldere i Stuen. Hun maatte ligge med den ene Arm fremme for at holde Dynen over de andre, og Kulden bed hende i Skulderen. Søster begyndte at blive urolig, hun var den mest tyndblodede og frøs. Det var den Dyne, den var næsten ikke andet end et tykt Vaar, Fjerene var slidt op. Og de Fjer, de fik naar de slagtede, nænnede Moderen ikke at komme i — de skulde gøres i Penge. Povl begyndte at klynke, Ditte tog Børnenes Gangklæder fra Stolen og spredte dem ud oven paa Dynen. Henne fra Forældrenes Seng lød Mo-' derens Stemme. »I skal være stille!« sagde hun. Faderen stod op, hentede sin Kørekappe og bredte den over dem; den var tung af Støv og Snavs. Men den varmede! »Det er svært, saa hurtig Kulden gaar igennem Væggene her,« sagde han, da han igen var kommet i Seng — »Luften i Stuen er som Is! Jeg maa se at faa fat i nogle gamle Brædder og faa Væggene beklædt indvendig.«