175 »Du skulde hellere tænke paa at bygge; den raadne Kasse er ikke værd at ofre noget paa.« Lars Peter lo: »Ja det er godt nok; men hvor tager én Pengene?« »Lidt har vi jo. Og den Gamle dør snart — jeg har det paa Fornemmelsen.« Dittes Hjærte tog til at banke hæftigt skulde Bedste dø? Moderen sagde det saa be- stemt. Hun lyttede anspændt efter Samtalen. »Og hvad saa?« hørte hun Faderen sige. — »Det forandrer ikke stort i Sagerne.« »Jeg tror, den Gamle har mere end vi ved af,« svarede Sørine lavt. »Sover du, Ditte?« spurgte hun ud i Stuen og rejste sig op paa Albuen, lyt- tende. Ditte laa ganske stille. »Ved du hvad?« begyndte Sørine igen — »jeg tror den Gamle har Pengene syet ind i Dynen. Det er derfor, hun ikke vil af med den.« Lars Peter gabede lydt: »Hvad tor Penge?« Det hørtes paa ham, at han gærne vilde sove nu. »De to Hundrede Daler naturligvis.« »Og hvad angaar det saa os?« »Nej, for hun er jo ikke min Mor, vel? Men Pengene tilkommer dog Tøsen, og vi var vel nok de rette til at gemme dem for hende. Dør den Gamle og Sagerne gaar til Avktion — ja saa bliver der godt Bud for den, som køber en Dyne og faar to Hundrede Daler paa Købet. Det var bedre, om du tog over og snakkede med hende, og fik hende til at overdrage os det hele efter sig.«