180 Brædder slaaet for udvendig til at holde paa den. Taget var heller ikke store Sager værd; Rotter og Maar havde i Tidens Løb gennemhullet det, saa det var som et Sold, og Sneen stod ind over Loftet. Skidt var det det helel Der gik ikke en Aften eller Søndag, hvor Sørine ikke søgte at ruske op i Lars Peter og faa ham til at gøre noget. Men hvad skulde han gøre? »Jeg kan ikke ar- bejde mere end jeg gør, og stjæle duer jeg ikke til,« sagde han. »Hvad gør da andre, som bor pænt og har det lunt inden Døre?« Ja hvordan bar andre sig ad? Lars Peter anede det ikke. Han havde aldrig misundt nogen eller draget Sammenligning, saa Spørgsmaalet havde ikke ligget for før nu. »Du slider og du slider, men du kommer ingen Vegne, at jeg kan se,« blev Sørine ved. »Mener du det for Alvor?« Lars Peter saa over- rasket og bedrøvet paa hende. »Ja det er nu min Mening. Eller har du ka’ske naaet noget som helst? Slider vi ikke fremdeles de samme Rake, som den Dag vi begyndte?« Lars Peter dukkede sig under hendes haarde Ord. Men sandt var det jo; noget ud over det strængt nødvendige blev der aldrig Raad til. »Der skal meget til, og dyrt er alting,« sagde han undskyldende. »Handel er der heller ingen! Én faar være tilfreds, naar det kan gaa rundt.«