181 »Du med dit tilfreds og tilfreds — kan vi ka’ske leve af, at du altid gaar rundt og er fornøjet? Ved du, hvorfor Folk kalder Huset her for Skadereden? Fordi der ingenting kan trives for os, siger de.« Lars Peter tog sin Bulehat fra Sømmet ved Dø- ren og drev ud. Han var blevet i daarligt Humør og søgte ud til sine Dyr, dem og Børnene kunde han bedst med; de Voksne derimod forstod han sig ikke rigtig paa. Der maatte vel alligevel mangle ham noget, siden alle fandt han var en løjerlig Rad, bare fordi han var glad og tilfreds. Storeklavs hørte hans Skridt^- saa snart han var ude af Køkkendøren og gnæggede ham i Møde. Han gik op langs Spiltovet og strøg den over Ryggen; den var som et Vrag med Kølen i Vejret. Javist var den et Knokkelværk — saadan set! noget Syn var der ikke ved den og videre Fart over den hel- ler ikke. Folk trak paa Smilebaandet af de to, naar de kom anstigende — han vidste det altsam- men! Men de delte ondt og godt sammen, og Storeklavs var ikke kræsen; den tog det som det faldt, ligesom han selv. Lars Peter havde aldrig laget sig af andres Me- ning; men nu var der rokket ved hans Tilværelse, han trængte til at forsvare sig og sit. I Baasen ved Siden af Storeklavs laa Koen, den gamle Savle- tryne. Sandt nok, den var ikke meget værd i denne Tid, hvis den skulde paa Markedet og udbringes i Penge; den var i daarlig Foderstand og laa helst ned. Men til Vaaren naar Græsset kom, rettede