182 den sig nok igen. Og en god Ko var den for en Smaamandsfamilie som hans; den slog aldrig de store Slag men gav til Gengæld Mælk hele Aaret rundt. Og fed Mælk! Lars Peter plejede spøgende at møde nedsættende Bemærkninger om den med, at man kunde skumme dens Mælk tre Gange, og saa var der ikke andet end Fløde til Rest. Han holdt simpelthen af den, ikke mindst vel for al den gode Mad, den havde givet de Smaa. Henne i et Hjørne af Udhuset var der skilt fra til Grisen med Brædder. Den havde hørt ham den ogsaa, og stod og ventede paa at han skulde komme og klø den i Nakken. Den led af Tarmbrok, Lars Peter havde faaet den paa en Gaard for at tage den med hjem. Det saa ikke kønt, ud, noget at vise frem var den ikke; men efter Omstændig- hederne havde den trivedes rigtig godt syntes han. Den var ikke til at kimse ad, naar først den kom i Saltkarret. Var det ka’ske den, Sørine havde for- set sig paa? Markerne laa dybt under Sneen og hvilede ud, men han kunde kende hvert Træk i dem gennem det hvide Dække. De var sandede og gav karrige Renter, men Lars Peter holdt af dem, som de nu engang var. For ham var de som et Ansigt med kære levende Træk, han kunde lige saa godt givet sig til at udsætte paa sin Mor som sige dem noget paa. Han stod ved Lodøren og saa dvælende ud over dem; glad var han ikke — som ellers om