183 Søndagen naar han gik og tog Overblik over sit. I Dag begreb han ingenting! Hver Dag tog Sørine det samme Æmne op og kom med ny Forslag. De skulde købe Moderens Hus og flytte det herover; Tømmeret var Eg og kunde holde i mange Aar endnu. Eller de skulde tage hende paa Aftægt, mens Tid var — mod at faa hvad hun ejede. Bestandig var hendes Tanker ved Moderen og hendes Ejendele. »Sæt nu, hun gir sig i Aftægt hos nogen anden og overlader dem det hele! eller hun ligger og forkommer Dittes to Hundrede Daler!« sagde hun. »Hun gaar jo helt i Barndom!« Det var som en Besættelse hos hende, og Lars Peter lod hende snakke. »Er det ikke ogsaa sandt, Ditte, at Mormor vilde have bedst af at komme over til os?« kunde Sørine blive ved. Hun ventede bestemt Medhold hos Tø- sen, der jo var tosset efter den Bedstemor. »Det ved jeg ikke,« svarede Ditte mut. Moderen havde i den sidste Tid gjort sig Umage for at faa hende over paa sin Side i det Spørgsmaal, men Ditte mødte hende med Mistro. Hun vilde hellere end gærne være sammen med Bedste igen, men ikke paa den Maade, at den Gamle skulde herover og have det ondt. Moderens Omsorg troede Ditte ikke paa. Den havde mere med onde Anslag og Idrætter end med Datterkærlighed at gøre, havde Bedste selv sagt. Sørine var helt uberegnelig. En Morgen erklæ-