185 sig med at sætte Fødderne, hvor Storeklavs havde traadt Sneen sammen under sine vældige Hove. Saa drejede Sporet af i Retning mod Havet. Hun fulgte daarligt med i Timerne i Dag, hen- des Sind var i en underlig Tilstand af Raadvild- hed. Moderens Venlighed havde forskubbet noget i hende; den stod saa daarligt til den urokkelige Overbevisning, Barnet gennem lang Erfaring havde dannet sig med Hensyn til hendes Sindelag. Var hun kanske slet ikke nogen Rakkermær, naar det kom til Stykket? Suk k ermaden i Frikvarteret var lige ved at smælte Dittes Hjærte. Men mod Slutningen af Undervisningen paakom der hende en uforklarlig Angst; Hjærtet gav sig til at sprælle i hende som en fangen Fugl, hun maatte holde sig for Munden for ikke at skrige højt. Saa snart Timen var forbi, satte hun i Rend ad Lejet til: »Det er den gale Vej, Ditte!« raabte de Piger, hun plejede at følges med. Men hun løb blot. Det var Snetykning, stille og blytungt i Vejret, Dagen havde været én lang Skumring. Da hun naaede Bakken oven for Næshytten, var Mørket ved at falde paa. Hun havde løbet sanseløst og stansede ved Gavlen for at hente Vejret. Det susede for hendes Øren, og gennem Suset hørte hun un- derlig forvredne Stemmer: Bedstes grædende, og Moderens haarde ubarmhjærtige Røst. Hun vilde banke paa Ruden men vovede det alligevel ikke, Moderens Stemme fik hende til at krybe sammen af Angst. Rystende listede hun sig