190 været saa voldsom til at vise sine Følelser, fandt man. Forresten forandrede Ditte sig mærkeligt netop paa dette Omraade. Efter at Bedste var uigen- kaldelig borte, faldt hun ligesom mere til Ro. Hun gik derhjemme og passede sit, var ikke videre ved Humør, men gjorde heller ingen Kvalm. Lars Peter lagde Mærke til, at hun og Moderen ikke ragede ud for hinanden mere. Det var straks et glædeligt Fremskridt I Ditte havde taget sit Parti. Det kostede hende Overvindelse at være under Tag med Moderen, og allerhelst var hun løbet bort. Men saa vilde det hedde sig, at hun ikke kunde være hjemme, fordi hun havde Stedfar, og den Tanke oprørte hendes Retfærdighedsfølelse. Bekymringen for de mindre Søskende bandt hende ogsaa; hvad skulde der blive af dem, om hun løb hjemme fra? Hun blev — og indrettede sig paa sin Maade med Moderen. Sørine var venlig og hensynsfuld mod hende, saa det næsten var pinligt; men Ditte lod som hun ikke mærkede det. Alle Tilnærmel- ser fra Moderens Side prellede af paa hendes Stiv- sind. Hun var en lille stædig én, og førte igen- nem hvad hun havde sat sig i Hovedet — Mode- ren var ikke til for hende. Moderens Øjne fulgte hende bestandig i Smug — hun var angst for hende. Havde Barnet været i Næshytten da det skete, eller var hun først kom- met senere? Sørine var ikke vis paa, om det ikke