191 var hende selv der i Mørket havde væltet en Stol den Aften? Hvor meget vidste Ditte? At hun vidste mere end godt var, kunde Moderen se paa hendes Ansigt. Hun vilde give adskilligt for at faa at vide hvormeget og kredsede om Spørgsmaalet — med sit usikre klippende Blik paa Tøsen. »Det er forfærdeligt at tænke sig, at Bedste skul- de ligge og dø saa alene,« kunde hun sige, i Haab om at Tøsen skulde røbe sig. Men Ditte tav haard- nakket. En Dag overraskede Sørine Lars Peter med at lægge en større Pengesum paa Bordet foran ham. »Kan vi bygge for dem, tror du?« spurgte hun. Lars Peter saa paa hende, han var nærmest overrumplet. »Dem har jeg sparet sammen ved at sælge Æg og Smør og Uld,« sagde hun. »Og ved at sulte jer,« føjede hun usikkert smilende til. »Jeg ved godt, at jeg har været en Puger og en Gniepind; men Resultatet kommer da ogsaa jer tilgode.« Det var saa sjældent hun smilte. »Hvor det i Grunden klæder hende kønt!« tænkte Lars Peter og saa forelsket paa hende. Hun var ligesom blevet gladere og bedre af Sind i den senere Tid — det var vel Udsigten til at faa det lidt hyggeligt. Han talte Pengene — over tre Hundrede Daler var der. »Det er det samme som et godt Skub fremad,« sagde han. Næste Aften da han vendte hjem, havde han Mursten paa Vognen; og hver