192 Aften i den følgende Tid bragte han Materialer til Ombygningen med hjem. Folk, der kom forbi Skadereden, saa Tømmer og Mursten hobe sig op, og paa Egnen begyndte Snakken at gaa. Det tog sin Begyndelse som en Ymten om, at der nok havde været mere efter den Gamle, end det forlød. Derfra tog en eller anden Udgangspunkt for en løs Formodning om, at Gamle Maxæn kanske ikke var død en helt naturlig Død. Andre kunde bevidne, at de havde set Sørine fra Skadereden paa Vej mod Lejet, samme Eftermiddag som Moderen døde; og Stump for Stump formede Rygtet sig, at Sørine havde kvalt sin egen Mor. Ditte var nok — foruden Moderen altsaa — den eneste, der kunde give rigtig Besked, og hun var aldrig hverken til at hugge eller stikke i, naar det galdt Forholdene inden for Familien — end sige da ved en Lejlighed som denne. Men sært var det, at hun netop skulde træffe til at komme i det af- gørende Øjeblik; og endnu mærkeligere saa det ud, at hun flygtede til Per Nielsens og ikke hjem med Efterretningen om Bedstemoderens Død. Hverken Sørine selv eller Lars Peter erfarede no- get om Folkesnakken. Ditte mødte den i Skolen gennem de andre Børns Mund, men bragte den ikke videre. Naar Moderen gik og var altfor slesk, kunde Hadet koge op i hende —Djævel 1 hviskede det inde i hende, og hun kunde føle en pludselig Trang til at raabe til Faderen: Mor har kvalt Bed- ste i Dynen! især naar hun hørte hende gaa og