Andersen Nexø. 13 193 tale kønne Ord om den Gamle. Men hun huskede paa, hvor bedrøvet han vilde blive, og tog sig i det. Nu gik han som et stort Barn og saa slet ingenting, men var bare helt tosset af Forelskelse i Sørine. Glæden over saa god en Vending Sagerne tog for dem, gjorde ham helt ør. Ditte og de an- dre havde aldrig holdt saa meget af ham som nu. Naar Sørine var altfor haard ved Børnene, kunde det ske, at de gæmte sig for hende uden for Huset og først kom frem, naar Faderen vendte hjem om Aftenen. Siden Bedstes Død havde det ikke været nødvendigt. Moderen var en anden, naar hendes gale Sind skulde til at blusse op, var det som en usynlig Haand tog Hold i hende og tvang det til- bage. Men det hændte, at Ditte ikke kunde holde ud at være i Stue sammen med Moderen. Saa vidste hun ikke bedre end at ty til det gamle Middel og gæmme sig af Vejen. En Aften laa hun i Pilekrattet og krøb sammen. Sørine kom Gang efter Gang frem i Døren og kaldte venligt, hvergang gik der en Fornemmelse af Ækelhed gennem Tøsen. Ævl sagde hun, og gjorde en Bevægelse som skulde hun kaste op. Moderen gik søgende omkring Huset og gik saa langsomt op til Landevejen og tilbage igen, spej- dende; hendes Kjole strejfede Dittes Ansigt. Saa gik hun ind. Ditte frøs og var træt af at ligge og gæmme sig; men ind vilde hun ikke — ikke før Faderen kom