194 hjem. Hvis han nu først kom hen paa Natten — eller slet ikke? Ditte havde før oplevet dette, men dengang var der Grunde for at holde ud. Nu ventedes der ingen Prygl! Nej men det var dejligt at følges ind ved Fade- rens Haand. Han spurgte ikke ud mere men sendte blot Moderen et anklagende Blik, og vidste ikke alt det gode han vilde gøre én. Kanske gjorde han Udvej for en Tur over til nej — det — — Ditte gav sig til at græde. Det var det for- færdelige, at saa stærkt hun end sørgede over Bedste — ganske pludselig kunde hun gribe sig i at have glæmt, at Bedste var død. »Bedste er død, lille Bedste er død,« gentog hun for sig selv, for at det ikke skulde ske oftere, og en Stund efter var det det samme igen. Det var saa forfærdelig troløst! Hun fortrød at hun ikke var gaaet ind, da Mo- deren kaldte, nu var det for sent. Hun trak Fød- derne op under Kjolen og gav sig til at ruske i Græsset for at holde sig vaagen. En fjærn Lyd fik hende til at springe op — der kom en Vogn! Men ak, det var ikke den kendte, hyggelige Bummel fra Faderens Køretøj! Vognen drejede fra Vejen ned mod Skadereden, der steg to Mænd ud af den og gik ind; de havde Kasket med Snore om. Ditte sneg sig helt ned til Huset, dækket af Pilen, hendes Hjærte hamrede hæftigt. Et Øjeblik efter kom de ud med Moderen imellem sig, hun strittede imod og hvinede forrykt.