Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Landevejen!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
engang var én tilmaalt. Han havde en bred Isse
og en bred Ryg
—
til hvad andet vel end til at lægge
Byrder paa; det var ikke bans Sag at klynke og
spille svagelig. Og Skæbnen havde læsset paa hatn:
Kan han bære den, ja saa kan han ogsaa bære
den! —
til han langt om længe var knækket sammen
under Byrden. Med hans gamle Usaarlighed over
for onde Tilskikkelser var det forbi.
Han var begyndt at tænke over sin Lod —
og
begreb ingenting; det hele var saa meningsløst, nu
han sammenlignede sig selv med andre. Aldrig saa
snart hang ban paa Vognen og havde faaet Store-
klavs ind i dens Gangart, før de tunge Tanker
hjemsøgte ham og trampede i hans Sind, rundt og
rundt, saa han blev helt overkørt. Og ud af det
kunde han ikke finde, hans Forstand stod og traadte
i bestandig de samme Spørgsmaal. Hvorfor hed
han Rakkeren og blev behandlet som en uren? han
ernærede sig dog ligesaa redeligt som enhver anden.
Hvorfor forfulgte man hans Børn og satte dem
udenfor —
og kaldte hans Hjem Skadereden? Og
hvorfor forfulgte Uheldet ham? —
og Skæbnen?
Der var meget nu, han ikke begreb men maatte
ha Rede paa. Ulykken, som saa tidt havde banket
paa hans Dør uden at træffe ham hjemme, havde
denne Gang faaet Foden forsvarligt i Dørsprækken.
Hvor meget Lars Peter saa brød sit Hoved, det
med Sørine kunde han ikke hitte ud af. Det var
hans Natur at hæfte sig ved den lyse Side af
Tingene; hvad der kunde være af andet glæmte han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
