Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Den enes Død —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
kom i Land med Fangsten, aftog Kromanden den,
og gav dem for den hvad han syntes
—
lige det
nødvendige til lidt Lommepenge. Resten skrev han
af paa deres Bøger —
sagde han. Regnskab aflagde
han aldrig. >Det er vist ikke værd vi kommer ind
paa det,« sagde han venligt —
»du gør jo hvad
du kan.« Penge skyldte de ham nok alle som en;
han maatte have en stor Pengepung, som kunde
blive ved at holde til det.
Noget større mellem Hænder fik man nok aldrig
hernede! Til Gengæld havde man heller ikke noget
at tage sig af; gik Redskaberne i Stykker eller Søen
tog dem, sørgede Kromanden for nyt, og hvad man
strængt behøvede, kunde man hente oppe i Boden.
Det var en underlig Tilværelse, syntes Lars Peter;
alligevel var der noget ved den, der tiltalte. Det
var ofte drøjt nok at skaffe det nødvendige, naar
man var henvist til sig selv. Det kunde godt friste
sommetider til at give sig paa Aftægt; lade en anden
tage hvad der blev af —
og saa til Vederlag sørge
for Underholdet.
Men Fremdriften gik det ud over. Det kneb for ham
at faa sine Makkere med til noget som helst ud over
det strængt paakrævede; hvad skulde det gøre godt
for at anstrænge sig? De var duknakkede og søvnige,
noget Humør var der ikke over Lejet. De, der
ikke søgte Kroen og drev Fritiden hen med Drik
og Kortenspil, slog sig paa anden Maade skæve;
noget Hold i Hjemmelivet var her ikke.
Lars Peter havde glædet sig til lidt menneskeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
