Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Vintermørket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
%
88
skede, eller laa oppe under Rygningen hvor ingen
anden kunde komme hen, og stuvede Halm afVej-
en. Og hun maatte skiftes med Sine til at trække
Kaste- og Rænsemaskinen mens Karl lagde i. Det
var strængt Arbejde, men
paa Loen var der i al
Fald lunt, og ofte tog Karl hendes Tørn og hun
fik Lov at øse i Maskinen. Saa fik de sig en Sam-
tale —
hun glædede sig til disse Timer. Over for
de Voksne var Karl sky og tavs —
han kunde ikke
taale at man lo ad ham. Men Ditte følte han sig
paa Lige med, og talte frit ud til hende. Hun havde
hørt op med sine Drillerier og var efterhaanden
kommet til at lide ham —
hun forstod, at han
havde det ondt nok endda, og trængte til en der
var lidt venlig. Men at han fandt sig i alting —
han som Mandfolk —
begreb hun fremdeles ikke.
Naar hun sagde det til ham, tav han haabløst.
Han var i sin Moders Vold —
det var vel Sagen.
Ikke fordi han holdt af hende —
han omtalte hende
som en Fremmed og kunde godt være med til at
drøfte hendes Daarligheder; men han ævnede ikke
at frigøre sig!
En Dag gav han sig til at omtale sin Far, uden
nogen ydre Foranledning; han havde aldrig nævnt
ham før.
»Kunde du godt li’ ham?« spurgte Ditte. »Ja
for din Mor kan du jo ikke fordrage,« blev hun
ved, da der intet Svar kom. »Det behøver du ikke
genere dig for at tilstaa —
man er ikke forpligtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
