Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Vintermørket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
de to førte Ordet, men sad der rødkindet og buttet,
passede sit Arbejde og levede paa sin ulykkelige
Kærlighed. Pillede nogen ved den eller kom hende
ellers for nær, skulde hun nok vide at bide fra
sig. —
Til Julen gjordes der store Forberedelser med Slagt-
ning og Bagning. Men der kom ingen Julefremmede
af sig selv, og de der blev bedt sendte Afbud. »De
vil vel ikke udsætte sig for at træffe sammen med
Prangeren og hans Kumpaner,« mente Sine. »For
ellers er der ikke mere Grund for dem til at bolde sig
borte i Aar end de andre Aar —
og da har de godt
kunnet æde vor Julemad.« Hun var halvfornærmet
paa Gaardens Vegne. Madmoderen gik og var i ilde
Lune; hun skældte meget •—■
og talte ondt og ned-
sættende om alle Mennesker. Hun trængte til at
hævne sig. Ditte var forøvrigt den, hendes daarlige
Lune gik mindst ud over. Det laa i hendes kraftige
Natur ikke at sætte over, hvor Gærdet var lavest.
Karen var bekendt for helst at bide, hvor hun ud-
salte sig for at der blev bidt igen.
En Dag mellem Jul og Nytaar kom Posten ned
om Bakkegaarden; der holdtes ingen Aviser paa
Gaarden, saa det var sjældent han havde Ærende
derned. Der var Brev til Madmor. Hun trak sig op
i Sovekammeret med det, det var altid en alvorlig
Sag at faa Brev. Da hun kom tilbage, var hun i godt
Humør.
»I Dag faar vi Julefremmede,« sagde hun ude i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
