Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Vintermørket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Det var Prangere og andet Pak inde fra Hoved-
staden, hvor han jo holdt til nu —
Folk af den Slags,
som alt levende i Sognet hvor de kom frem veg
over Grøften for og ind paa Marken. Naar de kom
susende oppe paa Landevejen, trak Folk langt nede
ved Gaardene sig hastig inden Dørs, som ønskede
de ikke engang at ses af det Selskab. Dér stod de
og kiggede sky frem gennem Vinduer og Luger og
tænkte deres.
Sine havde nok at gøre i Køkkenet, saa Karl
maalte hjælpe til med Aftenmalkningen. Han var
mut og tvær, slet ikke til at slaa et Ord af. Ditte
prøvede Gang efter Gang men til ingen Nytte. Det
var ikke hendes Sag at respektere Tavshed, var
der noget paa denne Jord hun trængte til, saa var
det at meddele sig. Hun vilde have ham til at svare.
»Er det sandt, at du var til Bal forleden?« sagde
hun. »Det fortælles der.«
»Hvem har sagt det?« spurgte han hidsig. Nu
havde hun ham da endelig!
»Det har nogen—jeg siger ikke hvem,« svarede
hun drillende.
»Saa kan du godt hilse dem og sige, at det er
Løgn.« Karl glæmte sig selv, han brugte ellers aldrig
stærke Ord.
»Det er der da ikke noget ondt i det er
sandt, du synes jo det er Synd at danse! Bare jeg
kunde komme til Bal engang, rigtig fint Bal.« Ditte
gav sig til at nynne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
