Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Vintermørket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
»Det skulde du nødig ønske dig —
for der bedrives
bare Synd saadanne Steder.«
»Aa du med dit Synd —
saadan siger du om
alting. Du er et rigtig Hængehode! Det er vel og-
saa snart Synd at spise?—Skal du til Forsamling
i Aften igen?« Ditte fortrød at hun havde drillet
ham, og førte Samtalen over paa hans for at gøre
det godt igen.
»Ja dersom jeg kan slippe afsted. Vil du med?«
Nej Ditte vilde ikke. Hun havde været med et
Par Gange men betakkede sig. Hun skulde ikke
ha’ noget af at blive behandlet som et Syndens
Barn af alle disse selvretfærdige Mennesker, der
var saa fromme at de var helt skæve i Hodet
af det —
endnu skævere end de Hellige hjemme
ved Kromandens Møder! Hvad kom det hende ved,
hvad hendes Moder havde gjort? Men de behänd-
lede hende, som havde de fravristet Helvede et
sikkert Bytte.
»Der er ikke værd at komme,« sagde hun.
Karl svarede ikke, han trængte aldrig paa. En
Stund hørtes kun Mælkens Strilen i Spandene. Saa
trængte der Larm over fra Stuehuset.
»Hør hvor de hujer og raaber op,« sagde han
bittert —
»de sætter en Ære i deres Skændsel!«
Det var Moderen han mente —
Ditte vidste det
nok. »Men nu til Nytaar stikker jeg af; jeg vil
ikke blive gaaende her og se paa alt det!« Det
sagde han altid, men han kunde saamænd ikke
ta’ sig sammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
