Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Vintermørket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
steds hen. Men man maatte ikke lade sig mærke med,
at man vidste af noget. Saa snart man tænkte: Ah, nu
er Tankerne ved at slippe Mor! —
ja saa kom de
straks trækkende med hende igen. Det kom og gik som
det selv vilde, vagere og vagere efterhaanden som hun
blev varm og nærmede sig Søvnen. Et Øjeblik dvæ-
lede hun ved Storeklavs, som stod derhjemme i
Stalden paa »Skadereden« og gumlede hyggeligt,
var saa ved det ny Badehotel som skulde bygges
i Lejet —
og strejfede lige Karl paa Vej ind i
Søvnen.
Karl var saa langt som muligt fra at være Dittes
Helt; det Mandfolk hun skulde beundre, maatte
være helt anderledes. Det var det stakkels ved ham,
der satte hendes Sind i Bevægelse; han gik og
pintes, og hun havde ondt af ham. Det var til at
græde over, som han skumplede omkring, hjemløs
og forældreløs i sit eget Hjem; og for Ditte var det
at ynkes det samme som cn Opfordring til at for-
søge at hjælpe. Altfor villig som hun var til at
tage sig Byrder paa, brød hun forgæves sin lille
Hjærne med at finde Udveje af hans Tilstand, og
kunde ikke slippe det igen. Han skulde langt bort
skulde han, ind til sin rare Bror og hjælpe ham
at holde Skole. Sætte sig i Respekt fik han nok
svært ved, men han sang Salmer saa kønt!
Hun vilde selv til Hovedstaden og tjene og laa
og fantaserede —
halvvejs inde i Søvnen —
at hun
allerede var der. Det var selve Skolelæreren hun
holdt Hus for, og hun kom netop ind til ham med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
