Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Den kedsom Vinter gik sin Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
spøge. Karl var nok den der led mest under det;
der var Dage, hvor han ikke var at formaa til
at tage en Rebstump i Haanden. Men paa dem alle
virkede det. De gamle Sengeklær, der var gaaet i
Arv maaske gennem hundrede Aar, lugtede altid
underligt; og naar Uhyggen var over Gaarden,
vævede Lugten sig ind i Dittes Drømme og fyldte
dem med Rædsel. Stanken af Tobak og Sygdom
løste sig ud af det gamle Vaar og rykkede hende
over i Kammeret hvor den tæringssyge Mand hang
ud over Sengekanten og hostede og hostede med
rødt Skum om Munden. Paa Sengekanten sad en
tyk Kone og røg ham ind i Ansigtet —
og lo naar
det rigtig virkede, og nede paa Gulvet laa en lille
Dreng og tegnede Figurer i det røde med Fingrene.
Saa skreg hun og vaagnede, strøg en Tændstik af
i Mørket skønt det var strængt forbudt, og faldt til
Ro igen.
Saadan fortættede det sig sommetider. Men hun
rystede det af Sindet igen; det var til syvende og
sidst noget der kom udefra til hende.
Med Karl var det noget andet, han levede under
selve Forbandelsen og rystede sig nok ikke fri af
noget. Sine mente, at man maatte være belavet
paa baade det ene og det andet. »Han har sin
Fars Væsen,* sagde hun.
Moderen var der i al Fald ikke noget af i ham,
enhver kunde jage ham i et Musehul. Des mærke-
ligere var det, at han paa ét bestemt Omraade var
selvhævdende nok, ja hverken var til at hugge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
