Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Den kedsom Vinter gik sin Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
eller stikke i. Han rørte ikke Tobak, og tog Af-
stand fra Moderens syndige Vandel ved at slutte
sig alt fastere til de Hellige. Og da hun gav sig
til at svire med Johannes og hans Kumpaner,
meldte han sig ind i en Afholdsforening. Det var
hans Protest —
som vilde han Punkt for Punkt
gøre Bod for Moderens Forseelser.
Men værge for sig var han ikke god til; naar
hun haanede ham for hans Rend tav han. »Du
er nok rigtig kommet i Løbetiden,« sagde hun
spottende i Anledning af at han gik til Forsam-
linger -—
og lod de andre høre paa det. »Ja ja,
det følger jo med Alderen!« Han overhørte det —
og gik sin lige Vej. Forbud hjalp lige saa lidt.
Hun satte ham baade til det ene og det andet for
at hindre ham i at komme afsted, men naar Tiden
for Møde var der, løb han alligevel af Gaarde.
Ellers rystede han som en Hund for sin Mor, men
i dette frygtede han nok kun Gud.
Ditte havde ikke haft noget imod, om han havde
besiddet lidt Tapperhed paa andre Omraader ogsaa,
og for Eksempel taget Stødet lidt af for hende og
Sine, naar Madmoderen var urimelig. Men dér
luskede han allid af Vejen.
Karen blev mer og mer urimelig og var slæm til
at regere med dem og være utilfreds med alting;
kanske nok fordi Giftesygen var kommet op i
hende —
hun længtes efter ungt, mente Sine. I al
Fald skabte det Vrangvilje og Surhed i Arbejdet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
