Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Den kedsom Vinter gik sin Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
og den sure Luft generede Ditte mest af alt —
den
var alle Vegne og kunde ikke iystes af igen.
Tilsyneladende gik der ikke noget i Stykker for
hende; ingen sorgløs Kvidder bragtes til at for-
stumme, hun havde at se til alle Dage været Al-
voren selv. Men hun havde sit eget Humør inde
bagved i Sindet, et stilfærdigt Humør som helst
gav sig Udslag i den frejdige Maade hun gik løs
paa ethvert Arbejde. Her havde hun bjærget sin
Glæde med over, da Forholdene forbød hende at
udtrykke den gennem Leg —
det var jo det der
gav hende den lykkelige Haand i Hjemmet. Gav-
mildheden i hendes Sind havde gjort det muligt
for hende at bevare Søskendeforholdet til de smaa
og alligevel faa dem til at lyde. Det havde ikke
altid været næmt, den gode Mening maatte tidt om-
sættes i Barskhed for at naa igennem og virke.
Men det gik, takket være det ukuelige Humør, der
sjælden klang ud paa egen Haand men gav Tone
til alting. Det lykkedes hende at forplante sin gode
Vilje til de andre ogsaa, saa hun kunde stryge
Barskheden.
Hun havde maattet smække til at begynde med
—
for at gøre sig gældende; men arbejdede sig
lykkelig videre, inden det tik Tid at afsætte nogen
Surhed hverken hos hende selv eller de andre.
Hvor Straf var nødvendig —
mest for Børnenes
egen Skyld —
lærte hun sig til at anvende de
Straffemaader, Bedste havde benyttet over for hende.
Grisede de sig til, fik de det at føle, saa det for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
