Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Den kedsom Vinter gik sin Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
slog —
de kom i Seng, og maatte undvære Legen
mens Tøjet blev gjort rent igen. Straffen groede
naturligt ud af Forseelsen; det var selve Griseriet
der hævnede sig, og ikke hende. »Der kan du selv
se, du kunde have passet paa,« sagde hun nok
saa uskyldig. Hun blev endda den frelsende Engel,
som de følte Taknemmelighed imod, fordi hun
helede Skaden for dem.
Saadan havde hun maattet sno sig frem og var
selv kommet til at tro paa den Tingene iboende
Retfærdighed —
derved havde hun formaaet at
styre sin lille Verden saa godt. Uorden kom af,
at man manglede Glæde ved Arbejdet, af Surhed;
hun hadede den instinktmæssig, og var fuldt og
fast overbevist om at den hævnede sig. Snød man
sig fra noget, kom det ufravigelig igen; saadan
havde det været saa langt hun kunde huske til-
bage —
tidligst og allerenklest i Form af vaade
Bukser. Nu var Tilværelsen jo saa meget mere
indviklet, men det samme gjorde sig gældende
alligevel —
man fik simpelthen ikke Fred! Saadan
var det, naar man trak i hullede Strømper om
Morgenen —
og gik om med en ækel Fornæmmelse
hele Dagen; og saadan var det, naar man glæmte
at gi’ Mis sin Aftenmælk og maatte op midt om
Natten og gøre det —
fordi man ikke kunde falde
i Søvn ellers, men laa og syntes man hørte den
mjave hele Tiden.
Ditte var en lille Arbejder af Guds Naade. Havde
hun ikke haft ret mange andre Glæder, saa kendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
