Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Den kedsom Vinter gik sin Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
hun til Gengæld Arbejdsglæden, og nød den —
som Hjærlets Løn for Hjærtets Godhed. Hendes
Hænder var ru og skrubbede, Stemmen haard og
uskøn; hun havde ingen anden Vej til at vise det
gode i sit Sind end gennem Arbejdet. Dér foldede
hun sig ud, som en beskeden men nyttig Blomst.
Noget prangende var der ikke ved det hele —
en
lille godsindet Flittiglise, der helst vilde blomstre
for andre bestandig.
Men her paaskønnede ingen hende for det. Man
holdt ikke af Arbejdet men betragtede det som en
Plage, gik nødig i Lag med det og gjorde kun sin
forbandede Pligt. Derfor flød alting som det gjorde.
Ditte følte, at det hele kom af at man ikke holdt
af hinanden. Der var ingen Samfølelse hos Bakke-
gaardsfolkene. Og med Farbror Johannes skulde
det ikke blive bedre. Ham groede der kun Ustyr
og Vrangvilje efter —
hun kendte det fra »Skade-
reden«.
Hun: havde faaet nok af Menneskene i denne
Omgang, og gik og længtes tilbage til Vogtemarken
igen. Hun higede mod Foraaret og vogtede spændt
paa Tegnene til dets Komme, var glad da den
første Snedrive skred ned af Taget imod Syd, og
endnu gladere da den første tottede Plet stak frem
af Markens Sne som en lodden Byg. Det var
Jorden der langsomt løftede sig af Vinterdvalen.
Vandet fik travlt, først med at danne Søer, saa
med at risle; Foraarsvandet sang sin Sang Dag og
Nat, og af den vaade Jord boblede det. Der be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
