Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Den kedsom Vinter gik sin Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
havde pyntet op derinde med en gammel Kasse,
som hun havde stillet paa Højkant og bredt et
hvidt Stykke over. Den gjorde det af baade for
Kommode og Vaskebord. Og langs Overliggeren
til den aabne Skorsten havde hun fæstet en
lang
blaa Kappe med Klunker paa, som hun havde
fundet paa Loftet; den havde engang hørt til en
Himmelseng og pyntede svært paa Alkoven. Oven
paa Kommoden stod en
Stump Spejl.
Her tilbragte hun sine bedste Timer. Hvergang
hun havde en ledig Stund, søgte hun til sit lille
Kammer. Koldt nok havde det været i Vinter med
den aabne Halvdør, men nu
gik det an. Saa tog
hun sine forskellige Skatte frem og sad og pillede
med dem, lagde en Ting og tog en anden, glattede
det ud og lagde det pænt sammen. Det kunde hun
gøre om og om igen og føle en inderlig Glæde der-
ved. Der var en Brodereklud, som hun havde faaet
Ros for af Skolelærerens Kone, mens de endnu
boede i »Skadereden«, en Stambog som nogle
Præstekammerater havde skrevet i, og et Fotografi
af hendes Hold Konfirmander. Det var eneste
Gang hun var blevet fotograferet, og hun kiggede
stadig lige undrende og nysgærrig paa den lille
tynde Tøs, der skulde forestille hende selv —
den
mindste i Flokken, og den grimmeste syntes hun.
Mest undredes hun paa, om hun nogensinde blev
lige saa pæn som de andre. Hun havde ikke nogen
overdreven Mening om sit eget Ydre, og hvor
8
Andersen Nexø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
