Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ditte trøster et Medmenneske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
bærer det skønneste indvendig,« sagde Bedste —
»hun har et Hjærte af Guld.«
»Af Guld?« sagde Prinsen og gjorde store Øjne
—
»lad mig se!« Saa lukkede Bedste op og viste
ham Dittes Hjærte. »Det gør vi ellers nødig,c sagde
hun, »for det kan let blive støvet.«
Og Prinsen blev fornøjet —
for Guld var noget
han forstod sig paa. Han tog hende ved Haanden
og sang af Bedstes Vise:
—
Og har hun for et lidet Barn grædt sine Øjne ud
rav rav, i Ro; og rav rav, i Ro!
Saa skal hun sidde øverst i Pelsværk og i Skrud
falderille, falderille, ra ra ra!
»Men det er jo om Bedste selv,« sagde Ditte og
slap fortvivlet hans Haand —
for hun var ked af
det.
»Det gør ingenting,« sagde Bedste og føjede deres
Hænder sammen igen
—
»tag du ham kun. Min
Tur kommer ogsaa nok. Og Visen er jo lagt om
os begge to.«
Ditte slog Øjnene op i Mørket og følte til sin
store Glæde, at hun virkelig havde en varm Haand
i sin. Der sad nogen paa hendes Sengekant og
følte efter hendes Ansigt. »Er det dig Karl?“ spurgte
hun —
ikke Spor af angst men en Smule skuffet.
»Nu er de saa kørt, det Pak!« sagde han. »De
var fulde og holdt et farligt Spetakel. Jeg be-
griber ikke, at du har kunnet sove for dem. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
