Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ditte trøster et Medmenneske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145
vilde gi
1
mig to Kroner i Drikkepenge, fordi jeg
spændte for; men
jeg skal ikke ha’ noget af deres
Svireskillinger. Jeg sagde til dem, at de kunde
levere dem tilbage til dem, de havde snydt dem
fra. Og saa var de lige ved at slaa mig.«
»Det var rigtig godt til dem!« sagde Ditte og lo.
»Det havde de ordentlig fortjent.«
Men Karl var ikke oplagt til at le med. Han
sad i Mørket og holdt hendes Haand men sagde
ikke noget; Ditte kunde føle, hvor de sørgelige
Tanker gnavede og gnavede i ham. »Nu skal du
lade være med at tænke paa det mere,« sagde hun
—
»det bliver jo ikke bedre for det. Det er bare
dumt at gaa og sørge.«
»Hun var ikke med ude ved Vognen,« sagde han
fjærnt, tilsyneladende uden at have hørt hvad hun
sagde. »Kaske kunde hun slet ikke gaa med
derud.«
»Hvorfor det, du?« spurgte Ditte, hun blev plud-
selig angst.
»Aa hun drikker jo omkap med dem. Det
kan godt være, hun —.« Hans Hode sank ned
paa hendes Bryst, der gik tunge Stød igennem ham.
Ditte slog Armene om hans Hals, hun strøg ham
over Haaret og talte beroligende til ham som til
et lille Barn. »Saa saa, vær nu stor!« sagde hun.
Og da hendes Trøstegrunde ikke forslog, gjorde
hun Plads til ham ved sin Side og tog hans Hode
ind til sit Bryst. »Nu skal du være stor og for-
nuftig,« sagde hun. »Du behøver jo ikke og bryde
to
Andersen Nexø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
