Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Sommeren er kort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
paa det. Kun naar en Draabe løb videre og ned i
Munden, gav det sig af sig selv hvor den kom fra.
Hun sad paa Hug paa Brinken med de vaade Fød-
der stikkende frem under Skørtet; der stak grønt
Græs mellem Tæerne, under Fodsaalen var Huden
hvid og storposet af Væde. Den ene Haand holdt
hun knyttet mod Munden, bed over Knoerne og
stirrede ubevægelig frem uden at glippe med Øjnene
engang. Det saa ud som hun var gaaet fuldstændig
i Staa.
Grunden gyngede svagt, der lød Skridt oppe paa
Marken —
Karls! Det lyste lidt op i hende, hun
saa sig om, alting laa underlig brudt for hendes
taarede Blik, ligesom Verden kunde være gaaet i
tusend Stumper og Stykker. Hun løftede Ansigtet
og saa forventningsfuldt op paa ham. »Nu tager
han mig vel i sine Arme og kysser mig,« tænkte
hun men tog ingen Stilling til det.
Men Karl slog sig stille ned ved Siden af hende.
De sad en Stund og saa udover hver for sig, saa
søgte hans Haand hendes i Græsset. »Er du vred
paa mig?« spurgte han.
Hun rystede paa Hodet. »Du kan jo ikke gøre
for, at du var saa ulykkelig,« sagde hun. Hun stir-
rede bort, det bævede om hendes Mund.
Karl bøjede sig frem for at fange hendes Øjne
men maatte opgi’ det. »Jeg har bedt til Vorherre
hele Natten om at tilgi’ mig min Synd, og jeg tror
han har gjort det,« sagde han om lidt, tonløst.
»Naa.« Ditte hørte lige han sagde det, men det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
