Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Sommeren er kort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
149
naaede ikke ind til Bevidstheden. Det var hende
•
saa inderlig uvedkommende, hvordan han ordnede
sig med Vorherre.
»Men hvis du forlanger det, skal jeg staa frem
for Brødrene og bekende det hele.«
Hun vendte sig hastigt mod ham, der var kommet
Liv og Haab i hendes Udtryk igen: »Kommer saa
Skolelæreren herned, tror du?« Ham vilde hun
gærne betro sig til, hun ogsaa.
»Nej, jeg mente jo Menighedsbrødrene,« sagde
han.
Naa det —
ja det maatte han som han selv
vilde. Det kom jo ikke hende ved.
Lidt efter rejste han sig og gik, og Ditte sad for-
virret tilbage. Han havde ikke kysset hende —
eller
trykket hendes Haand engang; og nu hørte de dog
sammen —
de var ulykkeligt forbundne ved det
der kaldtes Brøde. Hun havde allerede indstillet sig
paa at finde Sider ved ham, som hun kunde se
op til; han lod sig ikke længer se paa udelukkende
som Barnet der trængte til hendes Trøst. Han havde
taget hende i Besiddelse, saa hun anede hun aldrig
vilde forvinde det; og hun trængte til noget at beundre
hos ham for at forsone sig med det; trængte til at
elske ham for dog at faa lidt Mening ind i det der
var sket. Og saa gik han, som om der ingenting
var dem imellem, andet end noget stygt, kedeligt
noget. Ditte stirrede uforstaaende efter ham.
Dagene fik en anden, mørkere Tone. Hun kunde
gaa og have det aldrig saa sorgløst, sysle med sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
