Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Sommeren er kort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
Ditte mødte trofast op. Hun havde aldrig danset
i rigtigt Danselag før og nød det, lige henrykt enten
det var en Karl hun dansede med eller en af Ven-
inderne. Det var Dansen selv hun nød, det dejlige
at lukke Øjnene og hæres afsted i hiøde Hvirvler.
Men det var svært at slippe afsted for Karl, han
laa et eller andet Sted uden for Gaarden og pas-
sede hende op, bad og bønfaldt hende saa minde-
lidt om ikke at gaa. Ditte brød sig ikke om, hvad
han sagde om Synd og den Slags, men det var
alligevel svært at hævde sig over for ham nu; hun
vendte om og gik hjem til Gaarden. Naar han saa
endda havde gaaet en Tur med hende! De kunde
gaa langs Stranden i Retning mod Lejet, dér traf man
aldrig et Menneske. Men det faldt ham ikke ind.
Hun narrede ham ved at lade som hun gik ind
og i Seng, og saa liste den anden Vej ud og væk
fra Gaarden. Og naar Dansen faldt sammen med
tle Aftener han skulde til Forsamling, var hun
glad.
Karl var besværlig, den besværligste hun endnu
havde haft at tage sig af. Han havde ikke andre
at holde sig til og hang skinsygt ved hende, maatte
altid vide, hvor han havde hende og kunde søge
hen med sine Sorger. Som et altfor forkælet Barn
var han, der ikke lod sig sige. Han var syg i Sin-
det, var led ved sig selv og ved Moderen —
ved
alting. Kun Ditte kunde faa ham til at løfte Hodet
og smile. Hun var stolt over dette Klap paa Skul-
deren og sled videre med ham, søgte at sno sig og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
