Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Sommeren er kort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
han hende. Han blev selv forskrækket, slap hende
og satte ud af Lysningen, bort i Mørket under de
øvriges Latter. De hørte ham fortsætte Løbet,
længe.
Ditte stjal sig væk fra Dansen før den var forbi,
for ikke at blive nødt til at lade sig følge hjem af
nogen. Den der fulgte én hjem, havde sine Krav
paa én vidste hun —
hun vilde være helt sin egen.
Et Stykke fremme rejste den rødmossede Knøs —
Mogens troede hun nok han hed —
sig fra Grøften
og kom hen imod hende, det saa ud som han skød
lige op at Jorden.
»Maa jeg følge dig hjem i Aften?« sagde han, lidt
usikker i Mælet.
; Ja du maa saamænd,« svarede Ditte, ham var
hun ikke bange for. De gik ned ad Vejen, tavse;
det var jo ham der skulde underholde, og han gik
blot og gloede ud til Siden. Ditte syntes godt han
kunde ha’ taget hende i Haanden.
»Maa —
maa jeg følge dig hjem en anden Aften
ogsaa?« spurgte han endelig.
»Det ved jeg ikke endnu, men det kan jo godt
være, svarede Ditte alvorligt.
»Maa —
maa jeg ogsaa snakke om det til nogen?«
Nej det syntes Ditte ikke om. »Saa gaar Snak-
ken bare, at vi er Kærester,« sagde hun.
»Vil —
vil du gi’ mig et Kys da?« han stan-
sede og stirrede lyttende ned i Jorden.
»Ditte kyssede ham, stille og tænksomt. Saa gik
de videre —
de holdt hinanden i Haanden nu, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
