Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hjærtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
galdt Dagens Genvordigheder; dem forstod hun at
slaas med og overvinde. Men her var Mørket det
værste, alting havde sine Rødder tilbage, og spøgede
af noget der havde været. Hun forstod Karls For-
tvivlelse over Moderens Handlinger; den var til at
tale til, man kunde slaa den hen naar man var
heldig. Men den Gru der hang over hans Sind
bestandig, hans Oprevethed over ingenting fattede
hun ikke. Og at forsøge at trøste her var som at
ville tømme et Hul i Sandet for Vand, det sivede
lige saa rask til igen af Bunden. Det var et uover-
kommeligt Arbejde at holde Humør i ham!
Og slippe ham kunde hun heller ikke. Hun
kunde ikke lade være med at tænke paa ham og be-
kyinre sig paa hans Vegne, hendes Hjærtelag tillod
det ikke. For Smaafolk som for Smaafugle skikker
Tilværelsen sig let som en Gøgeunge i Reden, det
bliver Dagenes Indhold: at fjæle og fjæle i et umætte-
ligt Gab. Ditte maatte —
enten hun vilde eller ej —
bære hele Byrden af en Verden, hun ingen Andel
havde i; der var intet udenom. Havde han endda
været et lille Barn! Saa kunde hun taget ham paa
sin Arm, leget for ham og snakket godt for ham,
til han lo og glæmte alting.
Ditte stred Striden for ham enten hun saa vilde
eller ej, og maatte stride den saa langt med, at
Mørket lukkede sig over hende igen. Der var
ingen
Bro af Kærhed mellem sidst og nu, ikke et Kær-
tegn dannede Forbindelsen; han kom blot sort og
sønderreven af Sind og søgte Ly hos hende for
il
Andersen Nexø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
