Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hjærtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Mørket. Og hun vidste ikke andet Raad end at
tage ham ind til sig igen, og trøste ham saa godt
hun kunde. Det var ikke Tiden at tænke paa sig
selv og være paa sin Post, naar et Menneske var
ulykkeligt. Det var hen paa Efteraaret dette gentog
sig, og den samme Nat var det hun løb til Lands-
byen og bankede paa.
Det var forvirrende svært —
de var jo ikke
engang Kærester i Smug! Hun havde blot maattel
ofre —
mere end hun havde, havde maattet plukke
sig ogsaa for de begyndende Dun for at hygge om
ham. Hun gik om Dagene i en Halvtaage, med
Sindet fyldt af Sorg og Undren, Angeren hærgede
hendes Barnesind. Talte hun alvorligt med Karl
om det, smittede Angeren ham ogsaa, faldt over
ham som Graad og Selvanklager, og fik ham til at te
sig som en forrykt. Og saa maatte hun se at be-
rolige ham igen. Der var intet Udkomme!
Det blev altfor svært at gaa alene med, og hun
ønskede inderligt, hun havde haft nogen at betro
sig til. Sørine faldt det hende ikke med en Tanke
ind at gaa til; og Lars Peter havde nok at slaas
med —
han var desuden en Mand. Men der var
jo Madmoderen! Der var Stunder, hvor Ditte syntes
hun maatte gaa til Grunde, dersom hun ikke fik
betroet sig til en Voksen; hun kunde ikke bære
Byrden alene.
Naar hun paa sin alvorlige næsten gammelkloge
Maade forklarede Karl dette, blev han ude af sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
