Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hjærtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
il*
163
selv og teede sig som en gal; hans Øjne stod helt
stive af Rædsel.
»Du behøver da ikke være saa bange for din
Mor,« sagde Ditte —
»det er
jo hendes egen Skyld.
Men vi vil gaa ind til hende og sige, at hun skal
være anderledes —
ellers gør hun os
ulykkelige.«
»Saa gaar jeg paa Loen og hænger mig,« sagde
han truende.
I mange Dage holdt han sig angst borte fra
hende, talte ikke til hende naar de gik sammen i
Arbejde heller, men færdedes med sammenpressede
Læber —
som havde han aflagt et helligt Løfte.
Men hans Blik søgte hende, tiggende og tryglende,
og Ditte forstod hvad det gik ud paa, og tav. Hun
gik og fik ondt af ham —
han havde jo slet ingen
at ty til i sin Nød!
Saadan gik Efteraaret og det meste af Vinteren
for hende, en ond og brydsom Tid. Der var kun
faa Lyspunkter, Besøgene i Hjemmet, og saa det
at Karen Bakkegaards havde sat sig ud over alles
Mening om hende og lavede til Bryllup med Jo-
hannes. Karl tog det paa sin desperate Maade,
men Ditte glædede sig til det som et Barn. Det
skulde staa til Maj, og hun havde aldrig været til
noget Bryllup før. »Du maa da ogsaa være
glad
for det,« sagde hun til Karl for at retfærdiggøre
sig —
»naar de alligevel turer sammen!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
