Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hjærtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
Ditte var nu blevet nær ved de sytten Aar. En
drøj Ende af Tilværelsen havde de sytten første
Somre indebaaret, der havde været noget af hvert
i Behold for hende. Hun havde arbejdet fra hun
var lille, slæbt paa de smaa Søskende, opdraget
dem og været dem i Moders Sted. Da hun forlod
Hjemmet, havde hun en Voksens byrdefulde Gær-
ning bag sig. Det var forbi —
godt og vel; hun
kunde rette Ryggen nu.
Og knap havde hun sluppet sine Søskende ned fra
Skødet, før hun kunde begynde forfra for egen Reg-
ning. Det begyndte at røre sig under hendes lille
misbrugte Hjærte, en ny Byrde —
større end nogen
foregaaende
—
var anbragt dér. Andre opdagede
det før hun selv og saa paa hende med underlige
Øjne; som et fortumlet Barn gik hun og begreb
ingenting. Sine sagde ingenting men stirrede be-
drøvet paa hende og sukkede; hun skaanede hende
i Arbejdet, og Ditte anede hvorfor. Fra mange Sider
løb det sammen til Bekræftelse af den samme onde
Kendsgærning
—
et Menneske havde tilføjet hende
Smærte for at trøste sig selv, og nu skulde hun
have et Barn til Straf.
En Dag hun gik i Bryggerset, blev hun over-
faldet af et voldsomt Ildebefindende. Sine maatte
holde hende paa Panden, hendes noget ranglede
Krop var ved at radbrækkes. »Aa, dit stakkels
Skind,« sagde Sine. »Du skulde heller ikke ha’
rendt saa meget til Dans i Sommer; én har nok
gaaet og ventet det —
saa tosset som du rendte.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
