Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hjærtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
Det var tidlig Foraar, Klagen var endnu ikke
gaaet af Jorden; Markerne var forfærdelig opblødte.
Men hun traskede videre, æltede sig igennem, blev
stikkende og kom igen fremad —
og naaede ned i
Overdrevet. Der stod Vand omkring de smaa »Øer«,
hvor hun havde haft sine Reder; hun maatte vade
frem til dem. Vandet soppede i hendes Sko og
hendes Næse løb; hun græd indvendig, med en
svag jamrende uophørlig Lyd; men Øjnene stod
stive og tørre. Der var bart og koldt i Rederne,
Buskadset havde ingen Blade; Smaating fra hendes
Legetid laa der endnu, som hun havde efterladt
dem. Hun vadede tilbage og satte sig paa Mose-
brinken, hvor hun saa tidt havde siddet og syslet
med sit Tøj —
med Benene hængende udover som
hun plejede.
Hun sad og stirrede ned i det brune Vand, hvor
Gedderne allerede slog efter Vandkalve, og tænkte
paa de tunge Historier hun havde hørt om Piger,
der var i Nød og havde taget Livet af sig; tænkte
ogsaa paa, hvor koldt det maatte være dernede,
og gøs. Som triste Kvad havde Beretningerne ligget
i hendes Sind, fjærne og uvirkelige —
og dog saa
sørgelige. Der var Viser om det, og hun havde
sunget dem hernede, og grædt af Medynk. Men
nu vidste hun mere om det. Man fandt dem jo —
de stakkels Skind; og de blev begravet med Barnet
under Hjærte. Og naar Dagen kom . Hun
maatte tænke paa Kromandens Kone, som ikke
kunde svøbe sit Barn, og allermest paa den Ufødte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
