Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hjærtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
der maatte gaa alt det igennem, et frysende lille
Væsen uden List og Svøb — —
saa hendes Hjærte
blødte. Hun trak sig gruende tilbage fra Vandet
og flakkede raadvild omkring.
Oppe fra Markerne kaldte en Stemme, bun
løftede Hodet —
det var Karl. Han kom rask
nedover, løb og vinkede. Et Øjeblik stod hun uden
at sanse, saa vendte hun sig og flygtede. »Jeg maa
snakke med dig!« raabte han bedende— »jeg maa
jo snakke med dig!« Hun høide hans Skridt bag
sig, løb saa de vaade Skørter slog hende paa Hæ-
lene, og skreg sanseløst. Gennem hele Overdrevet
løb hun, forbi Rasmus Rytters Hytte, hvor Ungerne
stod og maabede forbavset efter- hende, og blev
ved til hun stødte til Sognevejen som førte ned til
Lejet. Dernede skjulte hun sig i nogle Klitter.
Først da Mørket faldt paa, vovede hun sig ind
i Lejet. Hun listede bag om Husene ned til Havnen
for ikke at møde nogen; hun syntes enhver maatte
kunne se paa hende, hvordan det var fat. Lars
Peter arbejdede i Baaden sammen med sine Makkere,
en af de andre fortalte noget, og hun hørte ham
le. Det rungede dybt og varmt fra hans Bryst;
Ditte var lige ved at skrige ved det.
Hun holdt sig skjult bag en hvælvet Baad, sad
vaad og forkommen og ventede paa at han skulde
blive færdig. Forfærdelig længe varede det; de var
færdige i Baaden men blev staaende og snakke,
oppe paa Molen. Ditte sad og smaajamrede i Kulden,
hun forstod ikke, at nogen kunde snakke saa
sorgløst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
