Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Storeklavs’ Endeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
i Laget —
satte gennem Staaltraaden og fangede det
ind. Saa var han der nu
engang, og det faldt ingen ind
at jage ham ud. Han gjorde sig nyttig ved at løbe med
Baandmaalet og bære Mærkepæle omkring. Naar
Sørine kom frem i Køkkendøren og kaldte, over-
hørte han det helt; det var lige alt det, Ditte kunde
faa ham til at høre. Der var jo Maden, eller et og
andet Ærende der skulde besørges —
og Skænd
fik han. »Nu bliver du til Straf inde Resten af
Dagen,« sagde Ditte bestemt, Sørine sagde ingen-
ting. Men før de to Kvindfolk fik set sig om, var
han afsted igen; der var ikke noget at stille op
med liam.
De Voksne holdt sig sky tilbage og iagttog de
Fremmede paa Afstand —
helst fra Vinduer og
Dørsprækker. Det var altsaa de her Københavnere!
De spillede godt op i Landskabet, skønt de kun
var to. Og det sagdes om dem, at hvor de først
vandt Indpas, bredte de sig som Væggetøj og var
ikke til at fordrive igen. Noget godt bragte de nok
ikke!
I al Fald havde Storeklavs ikke det ny noget at
takke for. For godt havde han jo ikke haft det
siden Kromanden overtog ham, men man slap som
Regel for at se det. Her misbrugtes han lige for
éns Øjne. Det var ikke til at holde sig fra Vin-
duerne, naar Læsset skurede og knagede ned gen-
nem Hulvejens Sand og Kusken bandede og raabte
og pryglede løs; Søster Else græd simpelthen, og
Ditte smækkede Vinduet op og skreg ud. Naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
