Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Storeklavs’ Endeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Lars Peter var i Nærheden, kom han løbende og
skød bag paa. Det hændte ogsaa, at han skældte
Kusken ud —
en ung Fløs oppe fra Gaarden; men
det gjorde kun ondt værre.
Det maatte staa maadeligt til med Kromandens
Finanser, siden han gav sig til at sælge Mulden af
Marken og køre Rakkekørsel for Folk; det laa
ellers mere til ham at rage til sig. Men det forslog
nok ikke mere end en Skrædder i Hælvede; han
var stadig i Pengeforlegenhed. Hveranden Dag
maatte han spænde for og køre til Købstaden for
at skaffe; og han rendte paa Havnen og pressede
paa Fiskerne, de maatte tage bedre fat og skaffe
Fangst. De sagde ja, men tog den med jævn Ro
som forhen. »Det er jo alligevel som at øse sit
Arbejde i Havet,« sagde Lars Peter —
»saa kan
én lige saa godt la’ Fiskene bli’e der.«
Kromanden havde endnu ikke forvundet det med
Konen; kanske var det det, der slog Benene væk
under ham. Nogen Velsignelse i hvad han foretog
sig var der ikke mere. Under Paaskestormene havde
han mistet en Del Redskab, og Vinterisen havde
knust en Baad. Det var smaa Stød, men han lod
ikke til at kunne taale dem —
nogen ny Baad
havde han ikke faaet anskaffet. Man maatte sætte
en af de gamle kasserede i Vandet igen.
En Dag kom han fra Stranden med sin Dobbelt-
løber, han havde været ude at skyde Søfugl. Hans
store Hode dukkede pludselig frem i Køkkendøren;
Ditte hvinede og greb uvilkaarlig Moderen i Ærmet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
