Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Storeklavs’ Endeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
»Naa her gaar I to og hjælper nok saa
pænt
hinanden,« sagde han venligt og smed et Knippe
Strandfugle ind paa Køkkenbordet. »Og Ditte har
lige nænit til at skrige endnu; hun har dog ellers
været ude og faaet Kildet taget af sig, efter hvad
én forstaar.« Han sagde det med sit kolde Heste-
grin, alle hans Tænder saas. »Ja ja —
én tænkte
ellers paa, om ikke Ditte kunde give en Haand
med til at læsse Mursten af; de savner en
Hjælper,
og hun er jo blevet stor og stærk derude.« Saa
halede han afsled opover uden at afvente Svar;
hans pibende Aandedræt hørtes langt hen.
Ditte var brændende rød i Hodet endnu efter
Kromandens Hentydning. Hun stod et Øjeblik og
nølede, saa søgte hun et Sækkelærreds Forklæde
frem fra Rummet bag Trappen og gik trægt mod
Døren, der var Skræk i hendes Øjne.
Sørine vendte sig om, Tøsens Langsomhed var
hende paafaldende. Hun saa et Øjeblik paa hende
—
paa sin fraværende Maade, tog saa Forklædet
fra hende. »Lad mig gaa!« sagde hun.
»Men det var jo mig, han sagde det til,« ind-
vendte Ditte spagfærdigt.
Moderen sagde ikke mere, tog Forklædet paa og
gik. Ditte saa taknemmeligt efter hende.
Denne Gang havde Ditte ikke foretaget noget
Triumftog rundt til Venner og Bekendte i Lejet, hun
havde ikke været uden for en Dør endnu. Lars
Peter og Sørine var enige om at skaane hende for
Folks Blikke, hun skulde ikke ud og rende Spidsrod.
12
Andersen Nexø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
