Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Ladegildet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
hun ikke var parat til at modtage ham med noget
varmt.
Nu brød Solen frem inde over Klitterne og fejede
Taagen bort. Man kunde se den rulle sig op som
en hvid Dyne og afdække mere og mere af Verden.
Først dukkede Hytterne frem, med blaa Røg af
alle Skorstene; kun Toplanternen den Slusk havde
ikke faaet Bras under Kedlen endnu. Hun holdt
Hus for en Fisker i den nordligste af Hytterne,
men havde ondt ved at faa sig ud af Fjerene. —
Saa dukkede Havnen frem, og et Par Baade et
Stykke ude, og Havet laa der hvidblaat og fagert,
det skønneste blanke Stof én kunde se for sine
Øjne.
Kromanden var allerede paa Vej til Havnen;
han skulde vel ned og se hvordan Høstsilden faldt
ud, det var første Nat i Aar de havde været ude
at »sætte« efter den. Han var blaa og indfalden i
Morgenkulden, de vældige Kæber laa sammen-
klappet som lukkede de om umenneskelig Kummer.
Han havde jo sit at slaas med om Dagene, altfor
ufattelig stort til at man forsøgte at trænge til
Bunds i det; og Rasmus Olsens Martha kunde
nok gøre selv en Menneskeæder Nætterne brogede!
Men dette var altsaa Dagen, ikke en
almindelig
Dag som enhver anden, men selve Dagen hvor
man ikke arbejdede eller skændtes om Føden, ikke
lavede Mad engang men blot aad og drak og røg
og sladrede, til Natten og Klitterne tog én. De
Voksne kendte den og vidste hvad den rummede;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
