Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Karls Ansigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Sine stod der ved Vasken med sine buttede Arme
i det dampende Vand, i Forklæde og Hverdags-
kjole og Træsko, og med en Ro over sig i Ar-
bejdet som man kun har det hvor man hører
hjemme. Sine røde Kinder havde hun endnu, og
de blev endnu rødere da hun havde genkendt
Ditte. Hun hilste genert og holdt sig ude i Køk-
kenet. Naa, Ditte følte sig ikke kaldet til at sætte
sig paa den høje Hest!
Lars Peters Ansigt lyste af Glæde, da han saa
hende. Han saa daarlig ud syntes Ditte, bleg og
bekymret; det maatte ogsaa ha’ været en stræng
Tid for dem. Han lod ikke til at finde det paa-
faldende at hun kom anstigende sidst paa Maa-
neden, men var bare glædelig overrasket. »Du er
sandelig blevet en fin Dame,« sa’ han, og om-
fattede hele hendes Skikkelse i et Blik der
varmede Ditte langt ind i Hjærtet. Det var det
hun havde trængt til —
at blive taget ind i et
Blik der ikke kritiserede, men kun rummede God-
hed for hende.
»Ja er det ikke en hel pæn Datter du har?« sa’e
Ditte glad. »Men hvor er Ungerne?«
Ja de var jo ude omkring. Else og de to Knægte
var nede og hjalp til med at pille Sild af Garnene,
Kristian var jo inde paa Gaarden. »Hvis han da
er der endnu,« føjede Lars Peter langsomt til.
Ditte maatte rigtig se sig om, og have alt at
vide mens hun »snusede«. Der var kommet en
pæn Dragkiste paa Pillen mellem Vinduerne —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
