Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Karls Ansigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
det var Sines; Lampen med den blaa Kuppel som
stod paa den kendte hun ogsaa igen. »Det skrev
Else ikke noget om —
at du var syg. Har det
varet længe?«
»Aa en lille Maanedstid —
vi vilde jo ikke for-
skrække dig til ingen Nytte, tilmed det ikke er
farligt. Men nederdrægtig pinefuldt er det —
jeg
kan ikke selv vende mig i Sengen. Vi maa love
for Sine.«
»Jeg vidste slet ikke af at hun var her.«
»Nej for ser du —
—« Lars Peter gik i Staa.
»En havde jo paataget sig noget Skærvekørsel
for Kommunen for at tjene lidt Skillinger, og
det er et nederdrægtig tungt Arbejde at faa Side-
fjælen løftet, naar én skal læsse af. Naa man
har jo taget værre Tørn end det, men en
Dag klappede jeg alligevel sammen og laa paa
Vejkanten uden at kunne røre mig. Jeg blev saa
transporteret hjem, og da Sine hørte hvordan én
laa i det, har hun vel syntes —
For Else
det Skind ku’ jo ikke klare Grejerne. Jeg vil sige
dig at hun kom som en Guds Engel —
saa hvis
du kunde være lidt venlig imod hende —.« Han
talte dæmpet, Sine kom ind med Kaffe i det
samme, hun saa ikke paa nogen af dem.
»Jeg har netop fortalt Ditte hvor god du er mod
os,« sagde han og rakte Haanden ud. Sine saa
et hastigt Øjeblik fra den ene til den anden, saa
gik hun hen og satte sig paa Kanten af Slagbænken
ved hans Hovedgærde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
