Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Dittes Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
Pligt. Det var heldigt nok for Legemet, at man i
Tide gjorde disse Erfaringer!
Men for Dittes Sjæl og Hjærte var de ikke saa
nærende; hun blev af med Hævelsen i Benene
men paa Bekostning af noget andet —
hun følte
det selv og græmmede sig. Der var en Tid, hvor
hun vidste at det Indre var i bedre Orden end
det Ydre; nu havde hun en Fornæmmelse af at
det var omvendt. Hun vidste at hun var en køn
Pige, og var glad for det; havde hun bare været
lige saa sikker paa at hun var god. Men hun
maatte kæmpe imod det bedste i sig selv, skulde
hun værge sig!
Saa lærte hun da den onde Dyd som kaldes
Selvopholdelse; hun sløjede af sagde Fruerne.
Ditte som aldrig selv havde kendt til Dovenskab,
knap nok set noget til den i sin egen Verden, blev
doven. Hun betingede sig Omfanget af sit Arbejde
naar hun fæstede sig, og holdt sig strængt til det
aftalte. Pladser med Børn undgik hun helst, og
nødtes hun til at tage en saadan Plads, betingede
hun sig at hun ikke skulde have noget med Bør-
nene at gøre. Ellers fik man dem at trækkes med
tidlig og silde. Ofte kunde det gøre ondt i hende,
men hun forhærdede det Hjærte, der ellers vilde
blive udnyttet til hendes Fortræd.
Det forsagte og forknytte havde Storbyen for-
længst taget. Hun gik videre og lagde sig en vis
Slagfærdighed til, som ofte var god til at lede op-
trækkende Uvejr i Jorden igen. Hun lærte den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
