Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Ditte plukker Roser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
Spørgsmaal hende, om Fru Vang anede noget.
Det hændte at Fru Vang strøg hende om Kinden
med et Glimt i Øjnene som vilde hun sige: Jeg
ved mere end du tror! naar Ditte sent om Aftenen
kom hjem fra Byen og Vang havde hentet hende
nede ved den sidste Sporvogn. Og en Dag Ditte
kom med en stor Buket Markblomster til Vangs
Værelse, sagde Fru Vang og lagde Haanden op
om hans Nakke: Du kan sagtens som har to til
at hygge om dig! Fru Vangs varme Hænder skulde
altid helst i Berøring med dem hun holdt af, naar
hun talte til dem —
og understrege eller blødgøre
det hun sagde. Ditte strejfedes af Spørgsmaalet,
og lod det glide forbi; mere god og kær havde
Fru Vang heller aldrig været mod hende end nu, som
to gode Søstre gik de sammen. Skinsyg paa Fru
Vang var Ditte ikke.
Det eneste Ditte frygtede var, at Vang skulde
forandre sig i Forholdet til sin Hustru; men han
blev ved at være den samme uforanderlig stille
og gode Ægtemand. Stille var han, næsten endnu
mere stilfærdig end før; men der strømmede af
hans Væsen en hyggelig Styrke, som tog om dem
alle. Det var ikke til at forstaa, at han var saa
stridbar over for Verden; her i Hjemmet var der
aldrig en Mislyd!
Det var en Tid fuld af Lykke for Ditte, først
sorgløs Lykke, og
—
efter at hun en Morgen mente
at have set Fruen med rødgrædte Øjne —
for-
tvivlet Lykke. Maaske var det kun noget inderst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
