Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Ditte plukker Roser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
inde i hende selv der havde foregøglet hende det,
ond Samvittighed som endnu ikke var naaet til
hendes Bevidsthed; i al Faid maatte hun stanse
og tænke. Hun gav sig i Vej igen, men Lykken
blev ikke ganske den samme. Den satte noget til
ved at have været indfanget og efterset, blev ofte
til bitter Lykke, til sød Synd. Hun kunde være
det sorgloseste Sind paa Jorden, og pludselig kom
der Skyer op og Skygger, ubegribeligt hvorfra, og
Tilværelsen blev fuld af Smærte, fuld af forbryde-
risk Sødme. Hun skiftevis græd og var glad,
skammede sig og følte Stolthed, Stolthed over at
være elsket af en Mand der var saa stor og klog
og havde saa sød en Kone.
Naar hun ikke tænkte, gik hun om i en salig
Tilstand, halv døsig, sansende som gennem slørede
Øjne. Men naar Tankerne tog fat paa at under-
søge hendes Færd, ræddedes hun og kunde hlive
kold af Gru. Der var nemlig mere endnu der
rejste sig, stadig noget nyt som hun ikke før
havde tænkt paa! Hvad hun var oppe i var ikke
Kærlighed alene —
det var brødefuld Kærlighed.
Ikke fordi hun gav sig hen frit og uden Ægteskabs
Baand, men fordi hun gav sig hen til en gift
Mand! Intet var saa forsmædeligt for en ung Pige
som at staa i Forhold til en gift Mand —
og det
gjorde hun altsaa! Om de fik det at vide der-
hjemme, vilde hun aldrig kunne vise sig paa Eg-
nen mere; Barnet var der Tilgivelse for, ikke det
andet. Lars Peter vilde ikke kunne holde ud at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
