Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Ditte plukker Roser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
være der, og Børnene de Skind vilde først rigtig
faa ondt at døje.
Ditte beholdt Lidelserne for sig selv, kun Lyk-
ken delte hun med en anden. De blev ikke let-
tere at bære for det, men havde tvært imod Hang
til at formere sig i Ensomlieden. Hvis nu Fruen
opdagede noget
—
hun som var saa god? Naar
hun endda havde været haard og ond —
saa
havde det ikke været nær saa svært! Til Tider
turde Ditte ikke se hende i Øjnene, og selv naar
hun turde kunde hun ikke; intet Ord ejede en
saa forfærdelig Klang som Ordet Svig! Ofte syntes
hun, at Fru Vang vidste noget, syntes hun kunde
se det paa hendes Ansigt, høre det af Klangen i
hendes Stemme. Det var en forfærdelig Tilstand!
og alligevel var hun lykkelig, gik Dage igennem i
en Rus, en Taage af Drøm og Varme og længtes
mod Mørket.
»Det maa være Underligt, kun at have Lov til
at elske i Mørket,« havde Fru Vang sagt en Dag
de stod sammen og strøg
—
og stirret drømmende
langt bort. Ditte var glad til, hun havde Mørket.
Flygte kunde hun ikke, det faldt hende ikke en-
gang ind.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
