Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
»Kan De ikke lade den komme noget til? Jeg skal
ikke sørge.«
»Hvorfor ta’r Herskabet ikke et lille Barn til
sig?« spurgte Ditte.
»Jagtjunkeren kan ikke for sin Død fordrage
Børn! —
Og oprigtig talt, det er en vovelig Sag,
saadan at antage sig et Fattigbarn. Der hænger
alligevel let saa meget daarligt ved, selv om man
faar dem fra ganske smaa. Men derfor maa De
godt lade Scott x-ende væk —
for min Skyld alt-
saa. Jeg skal ikke rive Hodet af Dem.«
Det hændte, at Hunden krængede sig løs fra
Ditte og forsvandt. Hun maatte saa gaa dernede
og vente, til den •—■
ofte efter Timers Forløb —
vendte Næsen hjemad. Gaa op uden Hunden turde
hun ikke.
En Aften gik hun dernede paa Boulevarden og
kaldte paa Hunden, halvsagte og genert. En ung
Haandværker kom ud af en af Sidegaderne. »Er
det den skotske Sjæferhund?« spurgte han.
»Ja!« sa’e Ditte forfjamsket.
»Den løber heromme i Sidegaden, Frøken,« sa’e
han —
»nu skal jeg straks faa fat i den.«
»Pas paa! den bider Fremmede!« raabte hun
angst. Men han forsvandt ind i Sidegaderne, hun
hørte ham fløjte og kalde derinde. Lidt efter kom
han med Scott ved Linen, den sprang logrende op
ad ham.
»Ka’ De se Frøken, den gør mig ikke noget!
Mig er der ingenting der bider paa!« Han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
