Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
mente han skulde have sparet den, blev han ulyk-
kelig.
God var han, altfor god om noget skulde være!
Enhver kunde rende om
Hjørnet med ham, og
laane Penge af ham naar han havde nogen; en-
hver kunde faa ham trukket med ud. Han kunde
ikke sige nej til noget, det var hans Svaghed. Og
saa denne sygelige Drift til at give Penge ud, saa
længe han havde en Øre paa Lommen! Egenlig
Trang til Spiritus havde han ikke; men Sprutten
fulgte saa at sige med i Købet. Beruset blev han
ikke, der bed virkelig ingenting paa ham for saa
vidt. Men naar han havde turet et Par Dage, blev
han ligbleg, og Haaret klæbede til Tindingerne.
Saa lignede han slet ikke sig selv men blev ond
og stikken.
»Lad ham løbe,« sa’e hans Søster til Ditte en
Aften de traf hinanden ude. »Der er ikke noget
ved ham —
han er en Sut!«
Men det kunde aldrig med en Tanke falde Ditte
ind. Hun holdt af ham som han i Virkeligheden
var, livlig og begavet, sorgløs og god; det daarlige
var jo kun noget Tilfældigheder førte med sig, og
som hun nok skulde faa Bugt med. Naar hun var
med ude, gik det altid godt —
og saa var der
ingen som han. Ingen kunde heller arbejde som
han, alle Kammeraterne var enige om at han var
Byens dygtigste Malersvend. De skulde nok faa
det godt!
Uden at vide og ville det havde Ditte igen faaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
